Dobbelt AaB-målscorer: Vi var bedst

Skrevet af admin

15/08/2015

Dagens topnyheder

Det endte godt for AaB i lørdagskampen i Alka Superligaen. Nordjyderne vandt 3-2 ude over AGF, men indledningen på kampen var skidt, og da gæsterne tidligt kom bagud, var der ikke meget, der pegede i retning af sæsonens anden sejr for AaB.

Det fik Lukas Spalvis ændret på.

Han blev gæsternes helt store helt, da han med to mål var den direkte årsag til, at AaB fik vendt opgøret på hovedet. Et mål før pausen og et efter pausen, og så var 0-1 vendt til 2-1-føring.

- Det var lige meget, at vi kom bagud. Vi fik de tre point, som vi fortjente.

- Vi var bedst fra starten af opgøret, men de fik et hjørnespark og scorede. Vi var bedst igennem opgøret, og vi leverede et flot comeback, siger Lukas Spalvis.

Efter AGF's åbningsmål blev AaB-træner Lars Søndergaard tvunget til at skifte Thomas Augustinussen ud. Han blev erstattet af Frederik Børsting, hvilket gav flere offensive strenge at spille på.

- Når vi havde bolden, var det selvfølgelig lettere at spille med to offensive på den centrale midtbane (Kasper Risgård og Nicolaj Thomsen, red.). Det gav os lidt mere fremme på banen.

- Det er klart, at vi også efterlod lidt huller bagude, og da vi spillede uden en decideret defensiv midtbanespiller, blev vi også i perioder overmatchet fysisk på midten, siger Søndergaard.

AaB var foran 3-1 indtil to minutter før tid, hvor Ahmed Yasin fik reduceret, og det gav lidt gummiben hos nordjyderne.

Alligevel formåede Søndergaards mandskab at holde stand mod AGF, som ellers satsede hele butikken mod slutningen.

- Vi blev nødt til at foretage nogle ændringer i kampen og spillede i det sidste stykke tid med Superligaens yngste midtbane, og vi kom under pres mod slutningen. Men sejren kom i hus, og det kan være, at det vil give os selvtillid, siger Søndergaard.

Næste gang AaB skal i aktion er mandag d. 24 august, hvor man tager imod OB på Nordjyske Arena.

/ritzau/