Dobbelt-Bendtner holder liv i VM-håbet

Skrevet af admin

12/10/2013

Dagens topnyheder

Danmark spillede uafgjort 2-2 mod Italien i VM-kvalifikationskampen i Parken efter et italiensk mål i kampens allersidste minutter.

Trods pointtabet har Danmark fortsat mulighed for at komme med til VM-slutrunden i Brasilien.

Nicklas Bendtner scorede to gange undervejs i en kamp, hvor Danmark uden tvivl var det bedste hold på banen.

Både Christian Eriksen og Andreas Bjelland sendte begge et forsøg på stolpen i anden halvleg, hvor italienerne agerede meget defensivt og ikke havde meget at byde på.

Italienerne åbnede ellers målscoringen ved Pablo Osvaldo efter en halv times spil, da et dansk boldtab førte til en italiensk kontra.

Nicklas Bendtner - der spillede sin første landskamp i 11 måneder - fik dog udlignet på hovedstød kort før pausen og holdt på den måde både liv i Danmarks VM-chancer og i kampen.

Og 10 minutter før tid slog Arsenal-spilleren så til endnu engang - og igen var det et velplaceret hovedstød, der snød italienernes målmand Gianluigi Buffon.

De mange tilskuere i det udsolgte danske nationalstadion og Morten Olsens mandskab blev dog snydt for sejren, da Alberto Aquilani udlignede i det 90. minut.

/ritzau/