Dobbelt Mercedes-front i Barcelona

Mercedes overraskede stort ved lørdagens kvalifikation til weekendens formel 1-løb på Circuit de Catalunya-banen i Barcelona.

Her satte Nico Rosberg hurtigste omgangstid med 1.20.718 minutter, og lige efter ham drønede team-kammeraten Lewis Hamilton ind som nummer to.

- Jeg havde en rigtig god omgang mod slutningen, men vi er nødt til at være forsigtige (med forventningerne til løbet, red.) på grund af, hvad der skete i Bahrain. Vi står over for nye problemer med dækkene, i forhold til løbet i Bahrain. Så det bliver en stor udfordring med dækkene i morgen (søndag, red.), sagde Nico Rosborg ifølge BBC efter kvalifikationen.

Der var ellers ikke ret mange formel 1-eksperter, der havde troet på, at det tyske formel 1-team ville markere sig synderligt meget i Barcelona, fordi banen kræver så meget downforce på bilerne, at tendensen til dækslid øges markant.

Og netop det har været Mercedes-racernes helt store problem i denne sæson, men om det også vil være tilfældet i Barcelona, vil sandsynligvis først for alvor vise sig under selve løbet.

Nummer tre i kvalifikationen blev tyske Sebastian Vettel fra Red Bull, mens den helt store taber blev Ferraris Fernando Alonso, der starter som nummer fem. Således var spanieren et halvt sekund langsommere end Nico Rosberg.

Top 10 til Spaniens Grand Prix er som følger.

1. Nico Rosberg (Mercedes)

2. Lewis Hamilton (Mercedes)

3. Sebastian Vettel (Red Bull)

4. Kimi Raikkonen (Lotus)

5. Fernando Alonso (Ferrari)

6. Felipe Massa (Ferrari)

7. Romain Grosjean (Lotus)

8. Mark Webber (Red Bull)

9. Sergio Perez (McLaren)

10. Paul Di Resta (Force India)

Dagens Gossip