Dobbelt-op på guldmedaljer for slovenske Maze

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

Tina Maze fra Slovenien er på vej til status som nationalheltinde i hjemlandet Slovenien, efter at hun i tirsdagens storslalom hentede landets blot anden guldmedalje ved et vinter-OL nogensinde.

Skiløberen vandt i sidste uge guld i styrtløb, og dermed har hun med sejren i storslalom fordoblet sin medaljehøst i Sotji.

Førstepladsen blev grundlagt i første gennemløb, hvor hun var et halvt sekund hurtigere end alle konkurrenterne.

Men forspringet havde nær ikke holdt hele vejen, for gode præstationer af Østrigs Anna Fenninger og Viktoria Rebensburg fra Tyskland i andet gennemløb satte sloveneren under pres.

Uden at levere et specielt godt andet gennemløb fik hun dog lige præcis klemt sig ind foran Fenninger med en margin på syv hundreddele. Østrigeren fik sølv, og Rebensburg fik bronze.

Det var Sloveniens sjette medalje ved dette OL, og det skal ses i forhold til, at den lille nation inden legene i Sotji kun havde vundet syv af slagsen siden debuten ved OL i Lillehammer i 1994.

Storslalomkonkurrencen blev i øvrigt afviklet under vanskelige omstændigheder. Første gennemløb blev rykket halvanden time frem, men led under kraftig regn og snefald.

Nedbøren betød også svære forhold for skiløberne i andet gennemløb, hvor tågen desuden gjorde det svært at orientere sig og læse underlaget.

Tyske Maria Höfl-Riesch var blandt favoritterne i løbet, men trak sig kort før start på grund af åndedrætsbesvær.

/ritzau/