Dobbelt Wimbledon-mester sender Wozniacki ud af OL

Tennisstjernen Caroline Wozniacki er færdig i tennisturneringen ved OL i Rio.

I mandagens kamp i anden runde var tjekkiske Petra Kvitova for stor en mundfuld for danskeren, og Wozniacki tabte med 2-6, 4-6 til den dobbelte Wimbledon-mester.

Petra Kvitova er rangeret som nummer 14 i verden, hvor Wozniacki i øjeblikket ligger nede som nummer 54, og danskeren fik en skidt start på kampen.

Wozniacki tabte sit første serveparti klart og kom bagud 0-1, da danskeren sendte den afgørende bold langt ud over baglinjen.

Kvitova holdt herefter sin serv, brød igen danskeren og bragte sig foran hele 4-0 i sin egen serv med et servees.

Herefter kom danskeren på tavlen for førte gang, da hun holdt sin egen serv, og Wozniacki brød efterfølgende Kvitova til 2-4.

Tjekken svarrede dog igen med et servegennembrud, og foran 5-2 servede Kvitova første sæt hjem.

Wozniacki udnyttede ikke nok af sine breakchancer i første sæt. Det gjorde Kvitova, og det var den store forskel i første sæt.

Kvitova spillede stærkt og sikkert og havde især i serven et stærkt våben, som reddede hende i pressede situationer. Wozniacki var bagud på alle parametre og lavede fejl, der blev afgørende.

Wozniacki var ved at komme skidt fra start i andet sæt, men reddede to breakbolde i sit første serveparti og kom foran 1-0.

Allerede i sit næste serveparti kom Wozniacki dog igen i problemer, og denne gang brød Kvitova danskerens serv.

Tjekken snuppede en 3-1-føring, og bagud 2-4 tabte danskeren igen i sin serv, og Kvitova skulle blot serve sættet og kampen hjem.

Wozniacki overlevede en matchbold i Kvitovas serv ved stillingen 2-5 og brød til 3-5 og lagde pres på Kvitova ved at reducere til 4-5.

Kvitova havde generelt mere kraft i sine slag fra baglinjen og skreg sin jubel ud flere gange. Men tjekken lavede også flere fejl end Wozniacki.

Det var alt eller intet fra Kvitovas side, og derfor blev det ofte nogle korte dueller. Publikum på Centre Court applauderede de lange dueller, men dem var der ikke mange af.

Kvitova gik efter linjerne og mosede igennem med forhånden, som var den helt store forskel på de to spillere. Kvitova lavede af samme grund også mange flere vinderslag på dagen.

Omvendt fandt Wozniacki for sent sit storspil frem efter at have reduceret til 4-5 og reddet lidt af æren.

Efterfølgende holdt Kvitova nemlig sin serv og vandt kampen og sendte dermed Wozniacki ud af OL.

Det er tredje gang, at Wozniacki er med til et OL. Det bedste resultat for danskeren er kvartfinalen ved legene i London for fire år siden.

/ritzau/

Dagens Gossip