Dobbeltsporet: Kommunen er på beboernes side

Skrevet af Elo Christoffersen

10/12/2013

Dagens topnyheder

Kolding Kommune er tilsyneladende på beboernes side, når det handler om at begrænse generne fra anlægget af dobbeltsporet Vamdrup – Vojens mest muligt. Kommunen bebuder, at man agter at følge udførelsen af projektet på tæt hold, og at der vil blive holdt godt øje med, hvad der foregår.

Vamdrup Netavis erfarer, at der netop er holdt møde mellem Banedanmark og kommunen om projektet. Og i denne forbindelse er der nedsat en kontaktgruppe.

Mødet er i øvrigt kommet i stand på initiativ fra det lokale socialdemokratiske byrådsmedlem, Poul Erik Jensen, Vamdrup. Han har taget sagen op internt i kommunen, fordi borgere, nær banen, har udtrykt store bekymringer for støj og andre ulemper i de to år anlægget står på.

Blandt andre har beboere på Ballegårdsvej i Bastrup skriftligt udtrykt deres bekymringer for, at der er overhængende risiko for, at deres huse vil tage skade af planlagt vedvarende tung trafik ad den smalle vej. Og der er også sporet bekymringer blandt beboere i Søndergade og Dysseager.

Kolding Kommune har åbenbart taget initiativ til mødet for at få en drøftelse af hele projektet. Herunder også for at få et samlet overblik over aktiviteter og tidsplan for projektets anlægsfase i Kolding Kommune.

Formålet var endvidere at drøfte samarbejdsflader og kommunikative forhold – både mellem Banedanmark og Kolding Kommune og eksternt til borgerne i Vamdrup.

I følge et referat fra mødet, som Vamdrup Netavis er kommet i besiddelse af, blev det klart, at anlægsarbejdet vil afstedkomme store gener for naboerne til banen i Vamdrup i form af støv, støj og gener fra transporter. Og særligt i de tidsrum, hvor banen lukkes for togtrafik. Her skal der nemlig arbejdes i døgndrift. Især på baneområdet gennem, Vamdrup by.

Borgermøde

Af mødet fremgår også, at der vil blive holdt et borgermøde i Vamdrup i første uge i februar om projektet. Her vil borgerne i byen blive orienteret om projektet, aktiviteter, tidsplan og gener. Kolding Kommune er medarrangør af mødet.

Det hedder videre fra mødet mellem kommunen og Banedanmark særligt vedrørende trafikken på Ballegårdsvej, at Banedanmark nu planlagt en alternativ rute til baneområdet, således at vejtrafikken ad Ballegårdsvej vil blive halveret i forhold til det oprindeligt planlagte.

Og i de perioder, hvor der arbejdes intenst, vil der også blive mulighed for borgerne at komme i kontakt med byggeledelsen pr. telefon døgnet rundt, således at eventuelle støjgener kan dæmpes mest muligt. Her kan der også fås oplysninger om, hvor længe opståede gener forventes at vare.

Selve anlægsarbejdet med dobbeltsporet Vamdrup – Vojens starter i Vamdrup by i april 2014.