Død grævling blev del af makaber lockout-protest

Skrevet af Emma Kirstine Kejser

11/04/2013

Dagens topnyheder

 

Forældre og børn, som torsdag morgen mødte op ved Langå Skole ved Randers, blev mødt af et ubehageligt syn. En død grævling med en gul sløjfe for øjnene lå midt i det hele, med et banner med påskriften;

- Knaldet af KL, hvem bliver de næste?

Faderen, der her til morgen fandt den døde grævling, da han skulle aflevere sin datter, fortæller til Tv2 Østjylland;

- Jeg synes, det er en pervers idé. Den ligger lige ved busvendepladsen, hvor forældre afleverer deres børn til skole og skolefritidsordning. At de sætter et banner op, må de selv om, men hvad bliver det næste? En død ko?, siger forælderen, som er anonym, da han frygter repressalier mod sin virksomhed.

Han ved ikke om det er lockoutede lærere der står bag, men han tilføjer, at banneret er af samme type, som de protesterende lærere har stået med i flere af byens rundkørsler.

På Langå er lærerne repræsenteret af Randers Lærerforening, og det har her til morgen ikke været muligt, at få en kommentar til protesten foran skolen, skriver Tv2 Østjylland.