Død hval skaber problemer i Oslofjorden

Skrevet af admin

15/03/2015

Mest læste i dag

Den norske kystvagt foretog sprængninger, så hele skærgården syd for Oslo rystede, men den 60 ton tunge døde hval sank ikke.

To gange blev der forsøgt sprængninger, som skulle punktere hvalkadaveret, så det ville synke, men det var forgæves.

Dramaet omkring den døde sildehval eller finhval har optaget nordmændene en hel uge. "Sillvalen" er næst efter blåhvalen verdens største dyr. Den var i live, da den blev fundet på den østlige side af Oslofjorden tirsdag.

Men biologer konstaterede, at hvalen var syg og formentligt havde indtaget for megen af den plastik, som mennesker efterlader i havene.

Efter hvalens død drev den over på den modsatte side af Oslofjorden, hvor det ildelugtende kadaver skaber problemer. Den døde hval er fyldt med gasser, som får den til at flyde.

Fredag og lørdag forsøgte myndighederne at sænke kadaveret ved hjælp af sandsække, men selv da der hang 20 ton af disse på hvalen, flød den fortsat.

Det tog havbiologerne flere dage at fastslå, at der er tale om en sildehval.

- En blåhval har så vidt vi ved aldrig besøgt Oslofjorden, sige biologen Jan Ingar Båtvik til NRK.

Kystvagten har sagt, at problemerne med den døde hval tager til desto mere kadaveret er i forrådnelse.

- Den skal sænkes hurtigt. Ellers vil den strande et andet sted, og så har vi bare flyttet problemet, siger en talsmand for kystvagten, Walter Ahlgreen.

Den døde hval udgør en potentiel gene for bådtrafikken i Oslofjorden og i Skagerrak.

/ritzau/NTB