Død statsadvokat ville arrestere argentinsk præsident

Man har fundet en arrestordre på Argentinas præsident hos landets statsadvokat, som for nylig blev fundet død i sin bolig, oplyser en efterforsker af sagen til New York Times.

Statsadvokaten Alberto Nisman blev fundet død i sin lejlighed, skudt i hovedet, for omkring to uger siden.

Han efterforskede en 20 år gammel sag, et bombeangreb mod et jødisk center i Buenos Aires, da 85 personer mistede livet.

Landets anklagemyndighed mener, at angrebet var udført af en gruppe iranere.

Nisman anklagede præsident Cristina Fernandez for at stå i vejen for hans efterforskning.

Han mener også, at hun forsøgte at dække over iranske myndigheders indblanding i bombeangrebet.

Motivet var angiveligt interesse i iransk olie.

Dagen efter at Nisman blev fundet død, skulle han have deltaget i en høring i nationalforsamlingen om anklagerne imod præsidenten.

Regeringen har antydet, at statsadvokatens dødsfald kan være knyttet til en magtkamp i landets efterretningstjeneste.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip