Dødsbrand slukket efter tre uger

»Der vil stadig være noget røg fra nogle indre lommer, men det hele ser fint ud,« siger Carrie Dennett fra Arizonas skovdivision til Fox News.

Branden, der opstod 28. juni, har fået alvorlige konsekvenser for beboerne i det næsten 34 kvadratkilometer store område, som er blevet hærget af flammerne. Flere steder er huse blev brændt helt eller delvist ned, og området ligner visse steder et månelandskab.

De 19 brandfolk, der kom fra specialenheden Granite Mountain Hotshots i byen Prescott, døde 30. juni, da de blev fanget i flammerne og tvunget til at kravle ind i teltlignende beskyttelsesrum. Desværre var sikkerhedszonen omkring beskyttelsesrummet ikke stor nok.

»En af de sidste ting, brandmænd kan gøre i en kritisk situation, er at grave sig så langt ned som muligt og lægge et beskyttende skjold over sig i håbet om, at branden vil brænde oven over hullet,« sagde indsatsleder Dan Fraijo efterfølgende til flere medier.

De første begravelser af de døde brandfolk fandt sted onsdag, men allerede tirsdag blev der afholdt en mindehøjtidelighed i en ishockey-arena i Prescott, hvor flere tusind mennesker var til stede, heriblandt vicepræsident Joe Biden og Arizonas guvernør, Jan Brewer. Ikke siden terrorangrebet i New York 11. september 2001 har så mange brandfolk mistet livet ved en enkeltstående episode.

Den ødelæggende naturbrand blev angiveligt antændt af et lynnedslag i den i forvejen ekstremt varme og tørre delstat.

Dagens Gossip