Dødsdømte hunde stjålet fra internat

Natten til mandag er det lykkedes en eller flere personer at bryde ind og stjæle to hunde fra en hundepension på Abelonelundvej i Middelfart. Begge hunde var anbragt af politiet.

Det oplyser Fyns Politi til Dagens.dk.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

- Det er ikke meget, jeg kan sige lige nu. Betjentene er fortsat derude, siger vicepolitikommissær ved Fyns Politi, Jørgen Fisher, til Dagens.dk.

Fyns Politi oplyser dog, at den ene hund stammer fra en sag fra Nyborg. Hunden var blevet artsbestemt til at være en amerikans staffordshire terrier. En race, der er ulovlig i Danmark.

Hunden skulle aflives.

Den anden hund stammer fra en sag i Odense. Hunden - en blandingshund - havde tidligere på måneden bidt en anden hund så voldsomt, at den pådrog sig kraftige skader i hovedet.

Også i denne sag har Fyns Politi truffet beslutning om aflivning af hunden. Afgørelsen er anket til Rigspolitiet, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse.

LÆS OGSÅ: Ti beslaglagte hunde bortført fra internat

Det er kun en uge siden, at ti hunde blev stjålet fra et internat i Rødovre. De var ligeledes beslaglagt for skambidning eller ulovlig race.

Der er ingen meldinger om, hvorvidt sagerne hænger sammen.

I begge sager vil politiet gerne høre fra vidner, der kan hjælpe dem på sporet af hundetyvene. Det kan kontaktes på telefon 114.

Dagens Gossip

Dagens TV