Dødsfald: Byrådsmedlem Hanne Wehlander er pludselig død

Byrådet i Frederikshavn Kommune har uventet mistet det socialdemokratiske medle, Hanne Wehlander, der er død efter kort tids sygdom.

Hanne Wehlander, der også var ansat ved kommunen, blev 59 år.

Borgmester Lars Møllers (V) skriver følgende mindeord om Hanne Wehlander:

​Det er med stor sorg, jeg har modtaget den triste meddelelse om, at byrådsmedlem og medarbejder ved Park og Vej, Hanne Welander, afgik ved døden i går efter kort tids sygdom. Det er ufatteligt, at Hanne ikke mere er i blandt os. Jeg husker, hvordan Hanne strålede om kap med solen i forbindelse med Regentparrets besøg så sent som den 2. september.

Hanne har lagt sin sjæl og sit engagement i byrådsarbejdet siden januar 2002, hvor hun tog plads i byrådssalen i daværende Skagen Kommune. Helt fra starten stod det klart, at hendes politiske favoritfelt var det tekniske. Hanne var nærmest født medlem af Teknisk Udvalg, hvor hun altid havde hjertet med og fyldte rummet med god energi.

I byrådet oplevede vi Hanne som en god kammerat, der nød stor respekt blandt sine politiske kolleger. Hun var til enhver tid klar til en snak og god at tale med – også uden for møderne.

Hannes måde at møde os på med sit vindende smil og gode humør, gjorde hende til en god 'lynafleder', når bølgerne gik højt på udvalgsmøderne og i byrådssalen. Man skulle dog ikke tage fejl af Hannes rolige facon.

Hanne havde helt bestemt sin mening om tingene, og hun skulle nok sørge for at få sat sit præg på dagsordenen.

Kommunens værtsrolle og imødekommenhed lå Hanne meget på sinde. Hun var et forbillede for andre netop i værtsrollen til Skagen Festival, hvor hun ydede en kæmpe indsats. Hanne var med sit imødekommende væsen en fantastisk ambassadør for Frederikshavn Kommune og for Skagen.

Når Hanne skulle have luft under vingerne, udlevede hun sin passion for motorcykler. Hun evnede at have overskud til det politiske arbejde, sit job i Park og Vej, sin hobby og ikke mindst sin elskede familie. Det var her, hun havde sit fristed og nød livets store og små øjeblikke sammen med sønnen Mikkel, datteren Signe og sine to børnebørn.

Hanne Welander vil vi mindes som et menneske, der gav meget af sig selv. Hun efterlader en tom plads i rigtig mange hjerter.

Dagens Gossip