Dødsfald: Byrådsmedlem Jørgen Dich fra Liberal Alliance i Allerød er død

Skrevet af Holger Madsen

11/12/2012

Mest læste i dag

Jørgen Dich har siddet i byrådet i Allerød Kommune for Liberal Alliance siden 2011, hvor han skiftede fra Venstre.

Medlingen om dødsfaldet kommer som et chok - også for  Liberal Alliances landsformand, Leif Mikkelsen.

- Det var en meget trist nyhed at få, at Jørgen nu er død – alt for tidligt. Han var et ihærdigt, arbejdsomt og loyalt menneske. Både jeg og alle andre i Liberal Alliance kommer til at savne ham både personligt og politisk. Lige nu tænker vi naturligvis først og fremmest på Jørgens familie, som har lidt et stort og pludseligt tab, siger han.

Lokalformand for Liberal Alliance i Allerød og storkredsformand i Nordsjællands Storkreds Lars Friis Østergaard, er også rystet.

- Jeg har lært Jørgen at kende som utrolig politisk engageret i lokalpolitik. Det lå ham meget på sinde, at de ældre i Allerød blev behandlet med respekt. Vi kommer til at savne hans umådelige dedikation i forbindelse med kommunalvalget næste år, siger Lars Friis Østergaard.

Jørgen Dich blev 62 år.