Dødsfald: Den kendte astronaut Scott Carpenter er død

»Vi har mistet en sand pioner. Jeg skal længe huske ham, ikke blot for hans kløgt og mod, men for hans utrolige humor. Han holdt os alle nede på jorden,« sagde NASA-administrator Charlie Bolden ifølge CNN torsdag.

Scott Carpenter var en ud af de syv astronauter, der blev udvalgt af NASA til USAs første bemandede rumprogram, Mercury Seven. Han foretog 24. maj 1962 tre kredsløb om jorden, der sammenlagt varede fire timer og 54 minutter.

Hans rumfartøj skød forbi det planlagte landingssted med 250 sømil, hvilket vakte frygt for hans skæbne efter landingen.

Han døde dog først 51 år efter, torsdag, af komplikationer efter et slagtilfælde, oplyste NASA.

Efter sin tid i NASA forskede Scott Carpenter i undersøiske miljøer som såkaldt aquanaut.

På et tidspunkt levede og arbejdede han 30 dage i træk på havets bund.

Den eneste astronaut fra Mercury Seven, der endnu lever, er John Glenn, der foretog tre kredsløb om jorden tre måneder før Scott Carpenter.

BNB

Dagens Gossip