Dødsfald: Onklen fra Rap Fyr i L.A. er død

Den amerikanske skuespiller James Avery er død. Det oplyser hans manager, Toni Benson, ifølge CNN. James Avery blev 65 år.

Den 196 centimeter høje skuespiller blev kendt i Danmark som Will Smiths onkel i TV-serien »Rap Fyr i L.A.«, hvor »Uncle Phil« var far til Carlton Banks, der blev spillet af Alfonso Ribiero.

»Jeg er dybt berørt over, at James Avery er gået bort. Han var som en anden far for mig. Jeg vil savne ham meget,« skriver Alfonso Ribiero på sin Twitter-profil.

Udover at have medvirket i 141 afsnit af »Rap Fyr i L.A.«, så har han spillet med i andre TV-serier som »Gray’s Anatomy«, »Happy Gilmore« og »Star Trek: Enterprise«.

James Avery døde ifølge sin manager på grund af komplikationer efter en hjerteoperation.

Dagens Gossip