Dødsfald: Ung far skriver sin egen rørende og sjove nekrolog

Den 25. november døde den 35-årige Aaron Joseph Purmort af cancer i hjernen.

Men før han tog afsked med sit jordiske liv, nåede han at skrive en både sjov og rørende nekrolog om sig selv.

Ifølge den nåede han både at bekæmpe kriminalitet, at være gift med popstjernen Gwen Stefani og fik også tid til at arbejde som grafiker.

“Purmort, Aaron Joseph, 35 år, døde fredeligt hjemme den 25. november af komplikationer efter et radioaktivt edderkoppebid, der havde ledt til flere års bekæmpelse af kriminalitet og en årelang kamp mod en farlig kriminel ved navn Cancer, som har plaget vores samfund alt for længe,” lægger faderen ud.

Men den unge far nåede ikke kun at bekæmpe kriminalitet under sit superhelte-alias “Spiderman”.

“I gymnasiet var han med i bandet The Asparagus Children, som høstede stor anmelderros. Som voksen blev han uddannet fra College of Visiual Arts og arbejdede under forskellige argenturer i Minneapolis,” fortsætter han.

Til slut i den selvskrevne nekrolog følger en munter kærlighedserklæring.

“Han efterlader sig sine forældre Bill og Kim Kuhlmeyer, faderen Mark Purmort, søstrene Erika og Nicole, sin første kone Gwen Stefani og nuværende kone Nora og deres søn Ralph, som vil vokse op og hævne sin fars uretfærdige død.”

Aaron Joseph Purmorts kone Nora dokumenterede mandens kamp mod cancer på sin blog

“Før Purmort døde havde vi tid til at sætte os ned og skrive hans nekrolog. Jeg har aldrig grint og grædt så meget på én gang, men jeg er så glad for, at vi havde mulighed for det. Jeg elsker den mand så forbandet meget,” skriver hun på bloggen.

Læs den fulde nekrolog nedenfor.

Dagens Gossip