Dødsregn skaber panik og tager 54 liv

Et voldsomt uvejr har kastet store mængder regn ned over Argentinas hovedstad, Buenos Aires, og de omkringliggende byer i regionen.

Oversvømmelserne har indtil videre krævet 54 menneskeliv - de fleste af de dræbte er fundet onsdag, efter det historiske regnvejr har raset i to dage.

Særligt La Plata, der ligger omkring 60 kilometer syd for millionbyen på den argentinske østkyst, er blevet hårdt ramt. Her har 46 mennesker mistet livet.

Vandet har skyllet igennem gaderne, hvor indbyggerne har måttet søge tilflugt på hustage for at undgå at blive revet med af vandstrømmen. Uvejret er dog ved at stilne af i universitetsbyen, hvor der bor knap en million indbyggere.

- Ligene begyndte at komme til syne, da vandet trak sig tilbage, siger Daniel Scioli fra de lokale myndigheder.

Argentinas præsident, Christina Kirchner, fløj onsdag til regionen i en helikopter for at undersøge skaderne fra luften. Hun voksede op i La Plata, og hendes mor bor stadig i barndomshjemmet i byen.

La Plata blev sent tirsdag lokal tid ramt af en rekordmængde på 40 centimeter regn på bare to timer. Vandstanden var to meter høj nogle steder, og det forvandlede vejene til rasende floder.

- Det her er aldrig sket før i La Plata, siger den argentinske minister for sikkerhed, Sergio Berni.

Brandvæsen, politi, soldater og civilforsvaret er sat ind for at hjælpe til med redningsarbejdet.

I Buenos Aires faldt der 15 centimeter regn natten til tirsdag lokal tid - det er rekord for april. Otte mennesker har mistet livet i hovedstaden, hvor stormen har væltet træer og ødelagt strømforbindelsen flere steder.

Myndighederne siger, at omkring 2500 mennesker stadig ikke kan vende hjem, da vandet først skal trække sig tilbage. De mange mennesker opholder sig i nødcentre, som myndighederne har oprettet.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip