Dødstal efter Sandy vokser

Superstormen Sandy har indtil videre kostet 43 mennesker livet i USA og Canada. Mange personer savnes fortsat efter uvejrets landgang tirsdag eftermiddag på den amerikanske østkyst, og derfor ventes dødstallet at stige yderligere.

Fra otte delstater - Connecticut, Maryland, New York, New Jersey, North Carolina, Pennsylvania, Virginia og West Virginia - rapporterer myndighederne om dræbte efter Sandy, der nu er ved at rase ud.

I Toronto døde en canadisk kvinde, efter hun blev ramt af murbrokker, som havde revet sig løs på grund af kraftige vindstød.

Sandy havde allerede dræbt mindst 67 personer på sin vej hen over Caribien. Hovedparten i Haiti. Dermed er det samlede antal dræbte nu 110.

New York er den hårdest ramte af delstaterne med 23 dræbte. Heraf de 18 i New York City, lyder det fra byens borgmester Michael Bloomberg.

- Tragisk nok forventer vi, at antallet stiger, siger han.

New Jersey melder om tre dødsfald. Et forældrepar blev dræbt, da et træ knuste deres bil. Parrets børn på 11 og 14 år befandt sig i bilen, men overlevede.

De værste oversvømmelser ramte New York og New Jersey. Vandet står fortsat højt mange steder.

Andre fire er omkommet i i Pennsylvania. Én blev dræbt af et faldende træ, mens en anden døde under et sammenstyret hus, fortæller den lokale redningstjeneste.

Flere end 8,1 millioner hjem og virksomheder er fortsat uden strøm i USA, mens det samme er tilfældet for 145.000 mennesker i den canadiske provins Ontario.

Ifølge Eqecat, der analyserer katastrofer, vil uvejret påvirke flere end 60 millioner amerikanere. De samlede ødelæggelser anslås at forårsage økonomiske tab på omkring 20 milliarder dollar (115 milliarder kroner).

Kilde: Reuters

 

Dagens Gossip