Dødstal efter Taliban-angreb i Kabul fordobles til 64

Skrevet af admin

20/04/2016

Dagens topnyheder

64 mennesker er onsdag bekræftet døde og 347 såret efter gårsdagens selvmordsangreb i Afghanistans hovedstad, Kabul. Dermed er dødstallet mere end fordoblet fra det seneste tal, der lød på 28.

Det oplyser talsmand for landets indenrigsministerium Sediq Sediqqi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han fortæller videre, at de fleste af de dræbte var civile.

Målet for angrebet, der fandt sted omkring klokken ni om morgenen lokal tid, var ifølge en meddelelse fra præsidentpaladset den bygning, der huser Afghanistans sikkerhedstjeneste.

Angrebet er det blodigste Taliban-angreb i Kabul siden 2011, hvor 60 mennesker blev dræbt uden for en moské.

Taliban meddelte for godt en uge siden, at bevægelsen har indledt sin traditionelle forårsoffensiv, hvor den militante bevægelse optrapper sine væbnede angreb mod styret og dets støtter.

/ritzau/