Dødstal stiger efter serie af bilbomber i Irak

De mange bilbomber er et af de dødeligste angreb, siden sunnimuslimske oprørere, herunder det islamistiske terrornetværk al-Qaeda, optrappede deres angreb tidligere i år.

Kilder fra politi og hospitaler fortæller til Reuters, at bomberne, som syntes at være koordineret, var koncentreret om byer i Iraks overvejende shiamuslimske områder i syd samt i shiamuslimske distrikter i hovedstaden, Bagdad.

At bomberne eksploderede på stribe i travle gader, på markeder og ved en busstation undertreger den forværrede sikkerhedssituation i Irak, hvor næsten 4.000 mennesker ifølge overvågningsgruppen Iraq Body Count er blevet dræbt siden januar.

Bølgen af vold og terror har vakt frygt for en opblussen af konflikten i landet, hvor kurdere, shiamuslimer og sunnimuslimer, der er i mindretal, stadig skal lære at dele magten.

Alene for juli er dødstallet i Irak oppe på 780.

BNB/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV