Dødstal stiger efter ulykke ved flyshow i England

Skrevet af admin

23/08/2015

Dagens topnyheder

Antallet af dræbte efter lørdagens ulykke i det sydlige England, hvor et fly styrtede ned under et luftshow i Shoreham, er efter alt at dømme oppe på 11, siger britisk politi.

Næstkommanderende for politiet i Sussex, Steve Barry, siger ifølge BBC, at det er "højst sandsynligt", at de 11 døde som følge af ulykken.

På spørgsmålet om, hvorfor det ikke kan fastslås med sikkerhed, siger han, at politiet stadig er i færd med at få oplysninger fra familierne til de dræbte og fastslå, hvem der befandt sig på ulykkesstedet.

Politiet vil ikke udelukke, at der kan blive fundet flere ofre.

- Desværre er det muligt, at antallet af dødsofre vil overstige de 11, siger Steve Barry.

Flyet eksploderede i en ildkugle, da det ramte landjorden, og fotos af ulykkesstedet viser flere forkullede køretøjer, som var parkeret på stedet eller passerede forbi, netop som flyet styrtede ned.

Dødstallet blev lørdag fastsat til syv, men efterhånden som eksperter har finkæmmet stedet, har de fundet flere omkomne.

Politiets efterforskere er stadig ikke færdige med at undersøge stedet, og området vil muligvis være spærret af et par dage endnu.

Der var ingen sårede ved ulykken ud over flyets pilot, som blev trukket ud af det brændende vrag i live og nu er indlagt med alvorlige kvæstelser, skriver BBC.

Ulykken skete lørdag klokken 13.20 lokal tid, da piloten tilsyneladende mistede kontrollen med flyet under et loop.

Flyet, som er af typen Hawker Hunter, styrtede derefter ned på en vej. De dræbte er fodgængere og bilister, der befandt sig på stedet.

/ritzau/