Dødstal stiger til 20 efter frontal togkollision i Italien

Skrevet af admin

12/07/2016

Dagens topnyheder

Klokken 11.30 lokal tid kørte to passagertog frontalt ind i hinanden med høj hastighed i det sydlige Italien. Ulykken har kostet mindst 20 mennesker livet og kvæstet adskillige andre. Det oplyser lokale italienske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Togene kørte på det samme spor på en ensporet strækning mellem byerne Corato og Andria nord for kystbyen Bari. Det skriver den italienske avis La Repubblica på sin hjemmeside.

- Der er mange døde, siger Andrias politichef, Riccardo Zingaro, til avisen.

- Der er tale om et frontalt sammenstød på en ensporet strækning.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at ulykken angiveligt indtraf, fordi et af togene ikke ventede på at få grønt lys, før det kørte ud på enkeltsporet.

Billeder fra ulykkesstedet viser, at der er sket voldsom skade på begge tog. De to forreste vogne på begge tog er således krøllet helt sammen.

La Repubblica beretter, at massevis af ambulancer og brandbiler er på stedet, og det forlyder, at mange passagerer er fanget inde i vognene.

Blandt de passagerer, der er blevet reddet ud, er et lille barn, som er bragt til hospitalet med helikopter.

Ifølge flere medier skete ulykken i et område omkring en olivenlund. Og det er med til at gøre redningsarbejdet besværligt, forklarer Luca Cari, der er talsmand for det lokale brandvæsen.

- Redningsarbejdet er kompliceret, fordi ulykken skete midt ude i naturen, siger han ifølge Reuters.

Den italienske premierminister, Matteo Renzi, har kort tid efter ulykken udtrykt sin medfølelse for ofrene.

- Vi stopper ikke, før vi finder årsagen til ulykken. Dette er tiden til at græde og til at hjælpe ofrene og de kvæstede, siger han ifølge AFP.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er der ikke noget, der tyder på, at der var nogle danskere involveret i togulykken i Italien tirsdag, hvor 20 indtil videre meldes omkommet.

Borgerservice har endnu ikke modtaget nogle oplysninger fra de italienske myndigheder omkring, at der skulle være danskere iblandt de omkomne, men kan dog endnu ikke garantere, at det eventuelt senere kan være tilfældet.

Den danske ambassade i Italien undersøger fortsat sagen i samarbejde med de lokale myndigheder.

/ritzau/