Dødstal ved panikløb i Mekka er nu på over 2000

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Over 2000 mennesker blev trampet og mast ihjel ved tragedien uden for Mekka under årets pilgrimsfærd i slutningen af september, viser en sammentælling foretaget af det franske nyhedsbureau AFP på baggrund af officielle tal fra flere end 30 lande.

Ulykken er dermed den dødeligste i den muslimske pilgrimshistorie.

Myndighederne i Saudi-Arabien har fortsat ikke oplyst, hvor mange af landets egne borgere, som omkom.

Landet har heller ikke opjusteret tallet for det samlede antal dræbte, siden et foreløbigt officielt tal på 769, som kom inden nogen havde fået overblik over tragedien. Saudi-Arabien har opgjort antallet af kvæstede til 934.

Tragedien skete på den tredje dag af den fem dage lange pilgrimsfærd.

Et meget stort antal af de omkomne og kvæstede var iranere. Iran har sagt, at mindst 464 iranske statsborgere blev dræbt under panikløbet ved Mekka i sidste uge, men der hersker tvivl om tallene.

Irans øverste leder har truet Saudi-Arabien med en "voldsom reaktion", hvis saudiaraberne fortsat "forhalede en hjemsendelse af de iranske ofre" og ikke kaster mere lys over forløbet.

- Saudiaraberne svigter deres forpligtelse. De bør vide, at den mindste mangel på respekt for titusinder af iranske pilgrimme i Mekka og Medina - ved ikke at opfylde forpligtelsen til at hjemsende de hellige ofre - vil medføre en hård og voldsom reaktion fra Iran, hed det i advarslen fra Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Pilgrimsfærdens destination er Masjid al-Haram-moskéen i Mekka, som huser Kabaen - en sort terningeformet helligdom af granit fra de omkringliggende bjerge.

Kort før panikken brød ud, havde det lokale civilforsvar advaret om, at der var problemer med for megen trængsel.

Talsmanden for indenrigsministeriet, general Mansur al-Turki, har påpeget, at sommerheden med 46 graders varme og udmattelse hos mange af pilgrimmene var en del af baggrunden for udbruddet.

/ritzau/AFP