Dødstallet stiger efter filippinsk færgekollision

Mange af de overlevende fortalte efter ulykken fredag, hvordan flere hundrede passagerer sprang i havet, da færgen begyndte at synke.

»Det var svært at komme ud, da det var bælgravende mørkt inde i selve skibet. Mange lå også og sov, og der var døde på gangene. Jeg havde meget ondt af børnene,« siger Jerwin Agudong, der selv var blandt dem, som sprang i vandet, til BBC. Han siger, at flere personer angiveligt blev spærret inde på færgen.

572 personer var natten til lørdag dansk tid reddet i land, oplyser den filippinske kystvagt.

Ifølge den næstkommanderende i kystvagten Luis Tuason er der håb om, at nogle af de savnede er blevet samlet op af fiskerbåde, der hjælper med redningsaktionen, eller om at de flyder i redningsflåder. Kystvagten forventer imidlertid, at dødstallet vil stige.

»Ja, det vil være et højt tal,« siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge færgeselskabet sank færgen inden for en halv time efter kollisionen med fragtskibet, der skete med stor kraft. Et besætningsmedlem vurderer over for AFP, at færgen sank blot 10 minutter efter, at sammenstødet efterlod »et gabende hul i færgen, og vandet begyndte at vælte ind,« siger besætningsmedlemmet.

Fragtskibet sank ikke.

Ulykker af denne art er ikke usædvanlige i den filippinske øgruppe. Det skyldes ofte en kombination af det tropiske vejr, dårligt vedligeholdte passagerskibe og ringe overholdelse af sikkerhedsreglerne.

Nogle af de værste katastrofer til havs har fundet sted ved Filippinerne. I december 1987 døde over 4.000 mennesker, da Dona Paz-færgen kolliderede med et tankskib. I 2008 døde cirka 800 personer, da færgen MV Princess of the Stars blev ramt af en tyfon.

Dagens Gossip