Dødstallet stiger efter kinesisk jordskælv

Ifølge den lokale regering har mindst 54 personer mistet livet, mens hundredvis af mennesker er kommet til skade. Heraf er mindst 296 alvorligt såret. Mange af dem opholdt sig hjemme, da deres hus kollapsede.

»Der er mange, der er blevet såret i deres kollapsede huse. Mange landsbyboere er blevet indlagt på lokale hospitaler langs vejene,« siger lægen Du til AFP.

Otte mindre byer i den fjerne og bjergrige egn er præget af store ødelæggelser oven på jordskælvet, som har ført oversvømmelser og mudderskred med sig, rapporterer de statslige kinesiske medier. Mange borgere har mistet strømmen og telefon- og internetforbindelser er blevet afbrudt. Røde Kors i Kina har sendt nødhjælpsforsyninger til de berørte områder, herunder tøj og telte.

Billeder på de sociale medier viser omfattende materielle ødelæggelser, og mange huse er reduceret til murbrokker. Omkring 380 bygninger er ifølge AFP styrtet sammen, mens 5.600 bygninger er blevet beskadiget. Ødelæggelserne frygtes at blive forværret yderligere i de kommende dage, hvor det berørte område har udsigt til at blive ramt af kraftig regn, som kan føre til flere jordskred og oversvømmelser.

Samtidig er der frygt for kraftige efterskælv som det, der ramte umiddelbart efter det første skælv. Det rystede regionen omkring halvanden time efter det første jordskælv, og gav et udslag på 5,6 på richterskalaen.

Den berørte provins ligger ved siden af Sichuanprovinsen, hvor 164 mennesker blev dræbt i april, da et jordskælv ramte.

Sichuan blev også rystet i maj 2008, da et ødelæggende jordskælv på 7,9 Richter kostede omkring 70.000 mennesker livet, heriblandt mange børn.

Dagens Gossip

Dagens TV