Dødstallet stiger til 147 efter bygningskollaps i Bangladesh

Myndighederne oplyste onsdag, at mere end 1.000 var blevet såret i ulykken.

Det var en fabriksbygning nær hovedstaden Dhaka, der kollapsede.

Redningsmandskab har kæmpet for at redde overlevende ud af ruinerne af fabrikken ved navn Rana Plaza. 3.000 personer menes at arbejde på forskellige tøjfabrikker i den kollapsede bygning.

»Bygningen kollapsede som en pandekage inden for få minutter. De fleste medarbejdere havde ikke en chance for at nå ud,« sagde chefen for det lokale brandkorps Ahmed Ali ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Vi kan stadig høre svage råb fra nogle af de indespærrede personer,« sagde han og tilføjede, at eftersøgningen efter overlevende fortsætter, »så lang tid der er behov for det«.

Politikilder har oplyst, at årsagen til ulykken kan være en revne i bygningen, som er blevet ignoreret og har ført til kollapset.

Det er den værste fabriksulykke nogensinde i Bangladesh, og premierminister Sheikh Hasina erklærede torsdag for national sørgedag, hvor der vil blive flaget på halv stang.

Ulykken har sat fokus på de omfattende sikkerhedsproblemer og dårlige arbejdsforhold, som præger tekstilindustrien i Bangladesh.

Den voksende tekstilindustri er trods øget fokus på sikkerhed blevet ramt af den ene ulykke efter den anden i de senere år.

I november 2012 blev 112 medarbejdere dræbt, da en tekstilfabrik brød i brand.

Dagens Gossip