Dødstallet vokser efter blodig søndag i Gazastriben

Skrevet af admin

21/07/2014

Dagens topnyheder

Antallet af dræbte palæstinensere bliver ved med at stige efter nye angreb fra Israels militær.

Lægekilder siger mandag, at yderligere 34 mennesker er blevet slået ihjel og dermed har mindst 476 palæstinensere mistet livet i løbet af den to uger lange konflikt. Tusindvis er desuden på flugt fra Gazastriben.

En talsmand for redningstjenesten i Gazastriben siger mandag, at to palæstinensere blev dræbt i Gaza By under et israelsk luftangreb, og et lig af en tredje palæstinenser blev fundet under en ødelagt bygning i Khan Yunis i det sydlige Gaza.

Ifølge talsmanden blev 120 mennesker slået ihjel søndag i Gazastriben. Over en tredjedel af de dræbte var kvinder og børn, lyder det.

Siden Israel indledte sin offensiv mod den palæstinensiske enklave 8. juli, har militante palæstinensere fra Hamas-bevægelsen, som styrer Gazastriben, affyret hundredvis af raketter og granater mod Israel. Israels forsvarssystem "Iron Dome" har beskyttet israelerne mod flere af raketterne, siger hæren.

Dødstallet blandt israelere under konflikten steg søndag til 20, da 13 israelske soldater blev dræbt under en landoffensiv i Gazastriben. Det var det største tab af israelske soldater på én dag i årevis.

FN's Sikkerhedsråd er hasteindkaldt natten til mandag dansk tid for at drøfte situationen i Gazastriben.

USA's præsident, Barack Obama, har efter den blodige søndag i Mellemøsten krævet en "øjeblikkelig våbenhvile" med Israel og de militante palæstinensere.

En talsmand fra den væbnede gren af Hamas, al-Qassam-brigaden, hævdede søndag aften, at bevægelsen har taget en israelsk soldat som gidsel under de seneste kampe. Men det afviser Israels FN-udsending natten til mandag.

/ritzau/AFP