Dødstrusler får landstræner til at stoppe

Den svenske fodboldtræner Roger Palmgren stopper som landstræner for Namibias landshold efter blot lidt over en måned i jobbet.

Det sker efter dødstrusler, meddeler Namibias fodboldforbund.

- Præsidenten for Namibias fodboldforbund, John Muinjo, meddeler hermed, at cheftræner Roger Palmgren i weekenden indsendte sin afskedsbegæring med omgående virkning, lyder det i en meddelelse på fodboldforbundets hjemmeside.

- Det skyldes alvorlige dødstrusler mod træneren og hans familie, som det også fremgår af hans afskedsbegæring, skriver forbundet.

Roger Palmgren begyndte den 1. maj i jobbet som landstræner for Namibia, der har det svært i den afrikanske kvalifikation til næste års VM-slutrunde i Brasilien.

Svenskeren nåede at være træner i en enkelt VM-kvalifikationskamp, 0-0-kampen ude mod Malawi for fem dage siden.

Ricardo Mannetti overtager trænersædet i VM-kvalifikationskampen hjemme mod Nigeria, som bliver spillet om to dage.

Namibia har fire point for fire kampe i gruppe F, hvilket er fire point færre end gruppens førende hold, som er netop Nigeria.

/ritzau/

 

Dagens Gossip