Dødsvirus rammer 81-årig pensionist: 20 er omkommet

Endnu en person er blevet smittet med det farlige Sars-lignende virus, som over de seneste måneder har dræbt 20 mennesker.

En 81-årig kvinde er i kritisk tilstand, efter at hun er blevet ramt af virusset i Saudi-Arabien, lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen WHO. Dermed har 41 mennesker været smittede på verdensplan.

Virusset er et såkaldt coronavirus. Det minder om influenza og det Sarsvirus, som brød ud i Asien i 2003 og dræbte omkring 800 mennesker. Omkring 10 gange så mange blev smittet.

Sars skabte panik mange steder, da det blev konstateret, at det smittede fra dyr til mennesker.

Ud over de almindelige symptomer på influenza kan det nye virus medføre både nyresvigt og svær lungebetændelse hos de smittede.

WHO slog alarm i september, da en mand i Storbritannien viste symptomer på virusset umiddelbart efter, at han havde rejst i Saudi-Arabien.

Siden har sygdommen spredt sig til lande som Jordan, Qatar, Tyskland og Frankrig, hvor flere er blevet smittet. Alle kom enten fra Mellemøsten eller formodes smittet på rejser i området.

Men viruset er fortsat omgærdet af mystik, og WHO ved endnu ikke, hvor udbredt virusset er, eller hvordan det smitter.

Sundhedsstyrelsen har advaret sundhedspersonalet i Danmark om at være opmærksomme på dræbervirusset. Foreløbig er ingen danskere blevet smittet af virusset.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip