Dødt løb i kvindernes styrtløb - deler guldet

Skrevet af admin

12/02/2014

Dagens topnyheder

Der var bogstaveligt talt tæt løb i kampen om kvindernes styrtløbsguld ved vinter-OL i Sotji.

Faktisk var det så tæt, at både Tina Maze fra Slovenien og Dominique Gisin fra Schweiz klokkede ind i samme vindertid, 1.14,57 minutter. Det er første gang i den olympiske historie, at det sker i en alpin skikonkurrence.

Dermed får de begge guldmedalje, mens Lara Gut - også fra Schweiz - tager bronze. Hun var blot en tiendedel af et sekund langsommere end de to vindere.

Styrtløbet blev således en stor triumf for schweizerne, der sluttede med tre kvinder i top-5. Rivalerne og naboerne fra Østrig måtte derimod nøjes med en skuffende 9.-plads til Nicole Hosp.

Også guldvinderen fra den superkombinerede konkurrence, Maria Höfl-Riesch, må være skuffet.

Hun sluttede nede på en 13.-plads og var dermed langt fra den medalje, som hun var en af de varmeste bejlere til.

Tina Mazes medalje var Sloveniens første nogensinde af guld ved et vinter-OL. Tidligere er det blevet til syv af bronze og tre af sølv.

Maze har selv vundet to af sølvmedaljerne ved OL i Vancouver for fire år siden, hvor hun blev nummer to i både Super G og storslalom.

For 28-årige Gisins vedkommende var der tale om den første OL-guldmedalje i styrtløb til Schweiz siden 1984.

Det var desuden hendes første medalje ved et større mesterskab. Tidligere har hun kun vundet to World Cup-løb, men de daterer sig begge tilbage til 2009.

/ritzau/