Døende kræftpatienter fejlbehandles

En døende kræftpatient ønsker at dø i eget hjem, men ender alligevel med at dø på sygehuset, fordi den praktiserende læge ikke er orienteret om ønsket.

En anden døende patient får ikke den smertelindrende medicin, som eksperter i lindrende behandling ellers har ordineret.

De nævnte eksempler er blot få ud af en række unødige fejl, som uhelbredeligt syge og døende udsættes for i deres møde med sundhedsvæsnet, skriver Kristeligt Dagblad.

Halvdelen af fejlene sker i medicineringen og skyldes ofte, at vigtige oplysninger om patientens medicin ikke bliver videregivet mellem sundhedspersonalet, viser en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse.

Det kan for eksempel være, når ansvaret for patienten skifter fra sygehuspersonale til hjemmepleje eller fra praktiserende læge til sygehuspersonale.

- Det er et stort etisk problem, at patienterne ikke får en optimal afslutning på deres liv, siger rapportens forfatter Anne Hjøllund Christiansen, der er sundhedsfaglig konsulent i Kræftens Bekæmpelse, til Kristeligt Dagblad.

- Analysen viser, at nogle kræftpatienter har unødige smerter eller andre symptomer, der ikke bliver lindret optimalt. Det medfører en lidelse for en gruppe, der i forvejen har det svært, fortsætter hun.

Rapporten bygger på en analyse af 724 såkaldte utilsigtede hændelser, rapporteret til Dansk Patientsikkerheds Database i perioden fra 1. september 2010 til 31. januar 2013.

Den omhandler kræftpatienter, der har afsluttet den primære behandling, for eksempel operation eller kemoterapi.

222 af de 724 fejlhændelser drejer sig om palliative patienter, som er døende eller uhelbredeligt syge og derfor har brug for lindrende behandling.

Ifølge Bodil Abild Jespersen, overlæge ved Det Palliative Team på kræftafdelingen ved Aarhus Universitetshospital, er de mange fejlbehandlinger stressende både for patienter og pårørende.

- De pårørende oplever nogle gange, at de næsten skal stå med ansvaret for medicinen. Men som pårørende til en alvorligt syg og døende patient har man andre ting at tænke på. Derfor skulle de gerne være trygge ved, at behandlingen er korrekt og forsvarlig, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV