Døgnrapporten fra Roskilde Festival

Der har i det forgangne døgn ikke været så meget ballade på Roskilde Festival. Det kan man læse ud af døgnrapporten, der strækker sig fra tirsdag klokken 7 til i morges klokken 7.

Døgnrapporten:

Ordensbekendtgørelsen

Kl. 07.30 blev en 22-årig nordmand anholdt for voldelig optræden overfor festivalens securitypersonale. Festivalledelsen besluttede, at den 22-årige skulle have klippet sit armbånd. I forbindelse med anholdelsen ville den 22-årige ikke oplyse sin identitet til politiet, hvorfor han måtte en tur med på politistationen.

Tyveri fra bod

Kl. 09.26 blev en patrulje kontaktet af en medarbejder fra en bod, der kunne udpege en mand, der havde taget fem sandwiches uden at betale. Patruljen kontaktede den 18-åige sandwichtyv, der er fra Snekkersten. Den 18-årige beklagede det skete og betalte for de fem sandwiches.

Mistænkelige personer/køretøjer

Kl. 13.28 blev en patrulje opmærksom på en fem personer, der stod ved tre udenlandsk indregistrerede køretøjer - to personbiler og en kassevogn - på en parkeringsplads ved Motelvej. De personer oplyste, at de kom fra Rumænien, men at de ikke kendte til de tre køretøjer.

Mens politiet begyndte at undersøge køretøjerne, forsvandt de fem personer. I den ene personbil fandt politiet fire mobiltelefoner med dansk menu, 1,5 gram kokain og 0,4 gram skunk. Køretøjerne blev sikret for nærmere undersøgelse, og politifolk og -hunde blev sendt på spor efter de nu forsvundne personer.

Kl. 13.50 blev to personer – en 21-årig mand og en 23-årig mand – anholdt. De nægtede igen at kende til køretøjerne, men den ene afslørede sig selv ved at bede om at få sine sko – som stod i den ene personbil!

Både anholdte og køretøjer blev indbragt til politistationen. Politiet vurderer i øjeblikket om den 21-årige og den 23-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.

Udlændingeloven

Kl. 19.25 traf politiet en 27-årig mand uden fast bopæl i landet, der var uden identifikationspapirer. Den 27-årige blev anholdt med henblik på nærmere undersøgelse af hans identitet og opholdstilladelse.

Tyveri fra campingplads

Kl. 20.05 blev en 24-årig mand fra Rumænien anholdt for tyveri fra et telt. Den 24-årige var taget på fersk gerning, da han stjal kontanter fra en pung tilhørende en 25-årig kvinde. Sagen blev afgjort med en bøde, og den 24-åriges armbånd blev klippet efter aftale med festivalledelsen.

Ordensbekendtgørelsen

Kl. 20.20 blev en 20-årig mand fra Frederiksberg anholdt. Den 20-årige var blevet sigtet for lov om euforiserende stoffer og i den forbindelse udviste han voldelig adfærd og skubbede til en politiassistent og forsøgte at løbe fra stedet.

Den 20-årige blev taget med til politistationen til afhøring, hvorefter han blev løsladt igen.

Lov om euforiserende stoffer

Kl. 20.20 blev en 21-årig mand fra København anholdt for at være i besiddelse af narkotika med henblik på salg. Politiet fandt euforiserende svampe, hash og joints. Den 21-årige blev løsladt efter afhøring.

Tyveri fra campingplads

Kl. 21.47 blev 11 rumænske mænd/kvinder tilbageholdt efter at være sprunget over hegnet inde fra campingområdet og ud på vejen. Tre af personerne – en 18-årig kvinde, en 47-årig kvinde og en 28-årig kvinde – blev anholdt og sigtet for tyveri, da de var i besiddelse af to iPods, to mobiltelefoner og et digitalkamera. De tre kvinder sidder fortsat anholdt.

Happy end

En patrulje blev tirsdag kontaktet af ung mand med en pung indeholdende kontanter, diverse kort og sygesikringsbevis. Den unge mand forklarede, at pungens ejer havde været på besøg i den unge mands lejer aften/natten før, men at han ellers ikke kendte manden.

Politifolkene fik pungen, og forsøgte uden held at kontakte ejeren telefonisk. Da pungen ikke var anmeldt stjålet/tabt, besluttede politifolkene at aflevere den til hittegodskontoret på festivalen.

Efter ca. en time, kom der pludselig en anden ung mand løbende efter os og spurgte, om vi havde fået indleveret en pung.

Efter et par kontrolspørgsmål, viste han sig at være rette ejermand og fik sin pung udleveret. Stor ros fra politiet til den ærlige unge mand, der fandt og afleverede pungen til politiet.

Dagens Gossip