To dømmes for at ville plyndre fotografers hjem

Skrevet af admin

07/04/2016

Dagens topnyheder

To litauiske mænd havde en liste med en række fotografers adresser, da de blev stoppet i december i Hedensted.

Torsdag har en domsmandsret i Horsens fundet begge skyldige i forsøg på tyveri, selv om de altså ikke nåede at gøre alvor af planen.

Beviset bestod i en liste med 15 specifikke adresser på professionelle fotografer og i det indbrudsværktøj, som blev fundet i december, oplyser anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.

Mændene, der er 52 og 36 år, blev stoppet i en stjålet bil, og dette fuldbyrdede tyveri er de også dømt for.

Derimod har retten afvist at dømme mændene for forsøg på organiseret kriminalitet. Undervejs er hele 18 vidner blevet afhørt.

Straffen er blevet fastsat til henholdsvis otte og seks måneders fængsel, ligesom de er blevet udvist af Danmark.

Forskellen i straffen skyldes, at den ene havde overtrådt et forbud mod at rejse ind i Danmark.

I anklageskriftet blev det påstået, at mændene ville stjæle fotoudstyr for 1,8 millioner kroner.

/ritzau/