Dømt for grov voldtægt søgte alibi hos sin kæreste

Skrevet af admin

18/11/2013

Dagens topnyheder

Dna-spor er et af de afgørende beviser i sagen mod en ung mand, som er fundet skyldig i en grov voldtægt af en 18-årig kvinde ved Helsingør Roklub.

Den 22-årige mand er blevet idømt fængsel i tre år og ni måneder, oplyser Retten i Helsingør mandag.

Han forsøgte at skaffe sig et alibi hos sin tidligere kæreste. Mens han sad varetægtsfængslet, forsøgte han at overtale hende til at ændre forklaring til politiet.

Forbrydelsen, der skete i slutningen af marts, hører til blandt de grovere voldtægter.

Inden overgrebet blev offeret brutalt ført ad veje og stræder til gerningsstedet ved roklubben.

Hun fik trukket en hue ned over øjnene, og på et tidspunkt under voldtægten var hun bagbundet.

Offeret tilkendes en godtgørelse for tort på 80.000 kroner, oplyser retten om afgørelsen. Efterspillet var også ydmygende. Efter voldtægten måtte hun gå gennem byen delvist afklædt.

Den 22-årige blev i maj anholdt på grund af dna-beviser og har været varetægtsfængslet lige siden.

Også optagelser fra en videoovervågning fra en tankstation og den tiltaltes egen forklaring indgår som begrundelse for at finde ham skyldig.

I dommen indgår også et tilfælde af vold.

Den unge mand har hele forløbet igennem nægtet sig skyldig, og han har anket dommen til Østre Landsret.

Retten har besluttet at udstrække navneforbuddet.

/ritzau/