Dømte for børnemisbrug får kold skulder

Hverken en 61-årig plejefar eller 55-årig plejemor fik noget ud af at anke dommen i den såkaldte Mern-sag om vold mod en stribe plejebørn til landsretten.

Østre Landsret i Nykøbing Falster har torsdag idømt ægteparret den samme fængselsstraf som i byretten, oplyser Østre Landsret til Ritzau.

Den 61-årige plejefar straffes med fængsel i to år og seks måneder, mens hans 55-årige hustru straffes med fængsel i to år.

Tre børn blev holdt langvarigt indespærret på ægteparrets første sal i hjemmet, og seks andre blev udsat for vold af forskellig slags, trusler og vanrøgt i en periode på over otte år, fastslår retten.

Et barn blev desuden tvunget til at løbe rundt på gårdspladsen med alt for lidt tøj på. Og desuden truede faren med at ville skyde to af børnene.

Det er manden, der har stået for de fleste overgreb, siger Østre Landsret. Ved at kende til og være indforstået med hans handlinger har kvinden gjort sig medskyldig - men hun deltog også i begrænset omfang i volden.

Sagen kom til politiets kendskab i 2009, da en dengang 17-årige plejesøn stak af og betroede sig til en bekendt.

Ofrene for overgrebene er blevet tilkendt godtgørelse for tort.

Oveni straffen siger retten, at de to dømte ikke må beskæftige sig med børn og unge under 18 år.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV