Dømte spritbilister kan stadig køre fulde rundt

Skrevet af admin

19/10/2013

Dagens topnyheder

For tre år siden vedtog et enigt Folketing, at dømte spritbilister skal køre med alkolås. Alkolåsen skal forhindre, at dømte spritbilister kører bil beruset.

Blæser man efter en våd julefrokost, aktiveres startlåsen, og så virker bilen ikke.

Teknikken virker, men Justitsministeriet er stadig ikke klar til at gøre loven til virkelighed, selv om det er tre år siden, at Folketinget enstemmigt vedtog den, skriver Kristeligt Dagblad.

Dansk Folkepartis trafik- og færdselsordfører, Kim Christiansen, kalder nu justitsminister Morten Bødskov (S) i samråd om sagen.

- Vi har fået en sang fra de varme lande fra justitsministeren om, at teknikken til at gøre det ikke er til stede, og det er jo noget vås, siger Kim Christiansen og fortsætter:

- Når man har teknikken i Sverige, så kan det vel ikke være så svært at bruge den samme teknik i Danmark. Så forskellige er bilerne i de to lande jo ikke.

Han tilskriver det udygtighed og langsommelighed hos justitsministeren, at der stadig ikke er sket noget i sagen.

Ifølge Justitsministeriet lader loven vente på sig, ford "administrative, tekniske, systemmæssige og juridiske problemer" bremser den, skriver avisen.

Den forklaring køber forskningschef i samfundsvidenskab ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch dog ikke.

- Jeg kan ikke tro, at det er de "administrative problemer", der er problemet. Det bør højst tage et halvt år at få på plads, så det lyder som en dårlig undskyldning, siger han til avisen.

Karsten Nonbo, trafiksikkerhedsordfører for Venstre, har tidligere på sommeren bedt ministeren om en redegørelse. Også han er stærkt kritisk over for, at der er gået tre år.

- Ansvaret ligger ene og alene i Justitsministeriet, mener han.

Loven om alkolåse blev enstemmigt vedtaget i 2010.

Justitsminister Morten Bødskov holder efterårsferie til mandag og har derfor ingen kommentar til kritikken.

/ritzau/