Dørene lukkes halvt i sag mod politibetjent i Glostrup

Skrevet af admin

04/12/2014

Dagens topnyheder

Offentligheden må ikke følge med i hele retssagen mod en politibetjent, som er tiltalt for blandt andet at låne penge til en kilde i det kriminelle miljø og fodre ham med fortrolige oplysninger om politiets arbejde.

Det er Retten i Glostrup, der torsdag har besluttet, at dørene på særligt følsomme tidspunkter skal lukkes af hensyn til den tiltalte politibetjents kildes sikkerhed.

Retten har også bestemt, at navnet på den tiltalte og kilden ikke må gengives uden for retssalen.

- Dørene bliver lukket, når kilden bliver omtalt, eller hvor der meddeles oplysninger, som kan medføre identifikation af kilden. Det kan være afspilning af visse telefonaflytninger, og når kilden selv afgiver forklaring, siger dommer Jane Rostrup Hansen.

Ifølge dommeren lukkes dørene af hensyn til offentlighedens interesse ikke fuldstændig.

Den tiltalte betjent er anklaget for i alt tre forhold - blandt andet at låne et beløb på ukendt størrelse til kilden, hvilket ifølge anklageskriftet satte ham i et afhængighedsforhold til vedkommende.

Ifølge den tiltaltes forklaring i Retten i Glostrup møder politiet kilder eller "meddelere", når de kører rundt på patrulje.

- Kilder er personer, vi møder i vores arbejde i de kriminelle miljøer, og som viser interesse for at hjælpe politiet, siger den tiltalte i retten torsdag.

Tilsyneladende gjorde politimanden alt, hvad han kunne, for at holde sin kilde for sig selv.

Således skal han have givet sin kilde ordre om ikke at give oplysninger til Københavns Politi. Derudover har han ifølge anklagen undladt at skrive rapporter om møder med kilden, og oplysninger han har fået fra ham.

Da kilden gav ham adressen på det sted, hvor et våben kunne ligge gemt, undlod han at give tippet videre til sine kolleger i Københavns Politi, som efterforskede våbensagen, hævdes det.

Samarbejdet var så tæt, at politimanden angiveligt også gav sin kilde fortrolige oplysninger om fire navngivne mænd fra Kriminalregistret og fra politiets sagsbehandlingssystem.

Den tiltalte betjent nægter sig skyldig i alle forhold.

Der ventes at falde dom i sagen 10. december.

/ritzau/