D'oh ..... Homer, Marge og Bart bliver Lego-figurer

Marges højtopsatte blå hår og Homers blævrende mave - og hans karakteristiske udbrud »d'oh«, kommer snart også til at optræde i Legos legetøjsunivers.

Et samarbejde mellem den danske virksomhed og TV-producenten 20 th Century Fox Television betyder, at Homer Simpson og resten af hans skøre familie fra næste år bliver hovedpersonerne i en ny Lego-serie. Det bekræfter Lego nu overfor Børsen.

»Vi får både Homer, Bart, Marge og de andre at se til næste år,« siger Mads Nipper, der er marketingsdirektør hos Lego til avisen.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Ifølge ham er der i første omgang tale om en forsigtig produktnyhed med en lille produktion. Men Lego er parat til at skrue op for kedlerne, hvis kulttegneseriens figurer også præsterer godt udenfor tegneserielærredet. 

Legetøjskæder klar til salg

Og selvom The Simpsons lidt syrede univers måske mere appellerer til de lidt ældre teenagebørn eller voksne, så er Top Toy, der står bag både BR Legetøj og Toys'r'rus-butikkerne i Norden, sikker på, at Simpson-familien som Lego-figurer kan sælge godt.

»Ja, det kan vi godt. Målgruppen til »The Simpsons« er teenagere og voksne, men der er også mange børn, der kender dem,« siger Top Toys varedirektør, Carsten Nielsen.

Men det er langt fra kun i legetøjsbutikkerne, at landets børnefamilie køber deres Lego-æsker. Supermarkedskæder som Bilka og Føtex er begyndt at bruge rabattilbud på Lego som en måde at lokke familierne ind i varen. 

Lego trækker børnefamilier i Bilka

I sidste var der f.eks. i Bilka et knaldtilbud på Lego-æsker med 35 procents rabat, skriver Børsen. Og ifølge Dansk Supermarked sælges der 35 gange mere Lego i en uge med rabatter sammenlignet med almindelige uger. Koncernen vil dog ikke oplyse de konkrete salgstal.

»Lego er strategisk meget vigtig for os, fordi køberne typisk er børnefamilier. Kalkulen handler for os om, hvad kampagnen skaber af salg af andre varer,« siger Hannu Vangsgaard, der er digitalchef i Dansk Supermarked til Børsen og fortsætter:

»Der er navne som Lego, Weber og selvfølgelig Apple, der definerer deres egne kategorier. De kan trække enormt mange kunder ind, hvis du har de rigtige priser.«

Prototyperne for de nye Simpons-Lego-figurer er allerede lavet, men forventes først at komme på markedet og optræde i legetøjskatalogerne til næste år.

Dagens Gossip