Doktor Zhivago er død: Skuespiller Omar Sharif blev 83 år

Skrevet af admin

10/07/2015

Mest læste i dag

Den egyptiskfødte skuespiller Omar Sharif, der er kendt for sine roller i film som "Lawrence of Arabia" og "Doktor Zhivago", er død, oplyser hans agent til den britiske tv-station BBC.

Omar Sharif blev 83 år.

- Han fik et hjerteanfald her til eftermiddag på et hospital i Kairo, oplyser agenten, Steve Kenis.

Tidligere på året bekræftede Kenis, at den legendariske skuespiller led af Alzheimers.

Omar Sharif kom til verden i 1932 i den egyptiske by Alexandria under navnet Michel Dimitri Shalhoub.

Han forlod universitetet i Kairo med en eksamen i matematik og fysik i bagagen, men blev som 21-årig draget af skuespillet.

Efter ni år som lokalkendt filmstjerne i Egypten, spredte berømmelsen sig til resten af verden med rollen som Sherif Ali i filmen "Lawrence of Arabia".

Rollen indbragte ham både en Oscar-nominering for bedste birolle og en Golden Globe-statuette for samme kategori.

I 1965 flyttede han til Europa og slog samme år for alvor sit navn fast med rollen som Doctor Zhivago i storfilmen af samme navn.

Sideløbende med filmkarrieren markerede Sharif sig som én af verdens bedste bridgespillere. Han har skrevet flere bøger om emnet, og siden 1992 har man kunnet købe computerspillet "Omar Sharif Bridge".

Sharif lavede stadig film i en høj alder, lige som han siden i mange år har været medlem af juryen på Filmfestivalen i Venedig. På samme festival vandt han i 2003 publikumsprisen for sin rolle i filmen "Monsieur Ibrahim og Koranens blomster".

/ritzau/