Dokument afslører briters modvilje over for sanktioner

Skrevet af admin

04/03/2014

Dagens topnyheder

Der opstod for et øjeblik pinlig tavshed i London.

Anledningen var et foto af en embedsmand, der var på vej ind i premierminister David Camerons embedsbolig i Downing Street 10.

Hvad embedsmanden ikke opdagede var, at det dokument, han bar på, blev affotograferet.

Her afviser den britiske regering i dokumentet flere af de sanktioner, som USA og de vestlige lande er ved at planlægge over for Rusland.

Det har ført til en offentlig beklagelse fra udenrigsminister William Hague.

- Enhver sådan fotografering eller at gøre ethvert dokument tilgængelig for fotografering er absolut beklagelig og bør ikke ske, siger han i parlamentet.

Men han fastholder, at det ikke er retningsgivende for den britiske holdning til sanktioner.

Hvis dokumentet skal tages for pålydende, så fremgår det tydeligt, at Storbritannien vil lægge sig på tværs over flere af de foreslåede sanktioner.

Flere af handelssanktioner er briterne imod, og man er også imod at begrænse russeres adgang til London.

Flere såkaldte oligarker - styrtende rige russiske industri- og finansfyrster - kommer tit til London, og en lang række af dem har bosat sig i den britiske hovedstad.

/ritzau/Reuter