Dollarpres giver dyrere dansk modetøj fra IC Group

Skrevet af admin

13/05/2015

Dagens topnyheder

Fans af de danske tøjmærker Saint Tropez, Tiger of Sweden, Peak Performance, Designers Remix og By Malene Birger skal snart regne med at betale mere for modetøjet, end de gør i dag.

For stigende dollarkurs får selskabet bag alle tøjmærkerne, IC Group, til at varsle prisstigninger, oplyser selskabet i regnskabet for tredje kvartal i det forskudte regnskabsår 2014/15.

- Ledelsen planlægger at implementere målrettede prisstigninger i alle brands for at imødegå det forøgede kursniveau for US-dollaren, skriver IC Group.

Den amerikanske dollar er steget markant siden september 2014. Det kan mærkes på pengepungen hos IC Group, som køber ind til tøjkollektionerne i dollar eller andre valutaer, som er hægtet på den amerikanske.

- Koncernen er sikret via forward-kontrakter på en løbende 15 måneders horisont. Men for at imødegå et scenarie, hvor dollarkursen fastholder sit aktuelle niveau, planlægger ledelsen prisstigninger i koncernens brands, skriver selskabet.

IC Group kom ud af regnskabsårets første ni måneder med et resultat før skat på knap 223 millioner kroner mod 245 millioner i samme periode sidste år.

Koncernens omsætning landede i perioden på lidt over 2,1 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 2,4 procent i forhold til samme periode sidste år.

Mens omsætningen er steget inden for mærkerne Tiger of Sweden, Peak Performance og By Malene Birger, så trækker Saint Tropez ned i regnskabet med nogle kollektioner, der ikke helt er i kundernes smag.

Omsætningen i den såkaldte "ikke-kerneforretning", som blandt andet tæller Saint Tropez, faldt med 9,9 procent i årets første ni måneder.

- Omsætningen i Saint Tropez var negativt påvirket af mindre succesfulde kollektioner, hvilket udgør den primære forklaring på tilbagegangen i ikke-kerneforretningen, skriver IC Group i regnskabet.

/ritzau/