Dom: 36-årig mand arbejdede og hævede sociale ydelser

En 36-årig mand fra Silkeborg er blevet dømt skyldig i socialt bedrageri.

Manden fik udbetalt dagpenge, feriedagpenge og aktiveringsydelse i perioden 21. oktober 2010 til 30. september 2011, skriver mja.dk.

I samme periode arbejdede han i sin egen private virksomhed samt hos et telemarketing-firma. Det oplyste han ikke A-kassen om. Og det er som bekendt bedrageri og koster nu den 36-årige mand et halvt års betinget fængsel.

Den 36-årige mand nægtede sig i retten skyldig i socialt bedrageri. Han forklarede, at det måtte være en fejl i edb-systemerne, og samtidig bedyrede han, at der var nogle tal, der var blevet indberettet forkert til A-kassen.

Dommerne ved byretten i Viborg troede dog ikke på mandens forklaring og dømte ham skyldig i socialt bedrageri.

Bedrageriet beløb sig til 100.000 kroner.

Dagens Gossip

Dagens TV