Dom: Din flyrejse købt på nettet dækkes ved konkurs

Skrevet af admin

18/11/2015

Dagens topnyheder

Forbrugerne har ret til at få refunderet udgifter til flybilletter, som de har købt hos rejseudbydere på internettet, hvis flyselskabet, de skulle have rejst med, går konkurs.

Og det er den internetbaserede udbyder, som forbrugerne har købt billetterne hos, der er forpligtet til at dække forbrugerens tab.

Det er konsekvensen af en dom, der er afsagt i Østre Landsret onsdag.

Forbrugerombudsmanden har fået medhold i en ankesag ført på vegne af Martin Windfeld Velin mod Goleif.dk under Den Danske Rejsegruppe, filial af Svenska Resegruppen AB.

Martin Windfeld Velin har fået medhold i, at han havde krav på at få penge retur fra internetportalen Goleif.dk, som i 2012 solgte ham flybilletter til Nice med Cimber Sterling, som gik konkurs inden afrejsen.

- Det har været et langt forløb, som har taget tre år, men jeg er rigtig glad for, at landsretten gav mig medhold i, at jeg som forbruger ikke var godt nok oplyst, siger Martin Windfeld Velin.

- Jeg synes, at det er vigtigt, at vi behandler hinanden ordentligt, og at der er fuld transparens i de aftaler, der indgås, tilføjer han.

Martin Windfeld Velin købte billetter til sig selv og sin mor fra København til Nice med SAS. Tilbage til København skulle de flyve med Cimber Sterling, som imidlertid gik konkurs.

Da Goleif.dk ikke ville arrangere en ny rejse, stævnede Martin Windfeld Velin selskabet, fordi han synes, at sagen var principiel.

Martin Windfeld Velin havde ved købet af flybilletten takket nej til en konkursforsikring, da han havde tillid til, at Goleif.dk, som han købte billetterne hos, ikke var konkurstruet.

For at komme hjem måtte han købe nye flybilletter hos Norwegian til 2580 kroner. De penge får han med dommen nu tilbage.

Portalen, der er ejet af Den Danske Rejsegruppe, nægtede at udbetale kompensation, da den fastholdt, at den kun var formidler, mens Cimber Sterling havde været forbrugerens aftalepart.

Forbrugerombudsmanden gik ind i sagen, da hun vurderede, at forbrugeren havde god grund til at tro, at det var selskabet, som ejer Goleif.dk, som han indgik aftalen med, og at han derfor kunne kræve erstatning for flybilletterne der.

I første omgang tabte Martin Windfeld Velin sagen ved byretten i Roskilde, men den afgørelse har Østre Landsret altså nu omstødt.

I det svenske selskab Etraveli, som ejer Den Danske Rejsegruppe, siger kommunikationschef Claes Tellman, at man umiddelbart ikke har nogen kommentarer til dommen i Østre Landsret.

- Nu skal vores danske jurister nærlæse dommen for at finde frem til, om vi accepterer den, eller om vi skal forsøge at få den anket til Højesteret, siger Claes Tellman.

/ritzau/