Dom fra Brabrand kan være hjælpemiddel til alle boligselskaber

»Dommen afventes med en vis spænding. Det handler ikke om at kunne forfølge enkelte familier, men om, at boligorganisationerne har en mulighed for også på dette felt at kunne sikre trivsel og det gode liv i boligområderne. En dom til fordel for boligforeningen vil give os som boligorganisationer et meget mere klart middel til at kunne trække en streg i sandet i de enkelte situationer, hvor det er nødvendigt at gøre det,« siger Bjarne Larsson fra FSB.

De to familier har sønner, som sammen satte ild til en børnehave i Gellerup tilbage i 2008, og siden de unge blev straffet, har Brabrand Boligforening forsøgt at få smidt familierne ud. Både i boligretten og i landsretten har boligforeningen vundet udsmidningssagerne.

Selv om Bjarne Larsson understreger, at det langt fra er et »mega problem med daglige udsættelser«, så er det situationer som disse, man ville have nemmere ved at undgå, hvis Højesteret dømmer i lighed med de to andre retsinstanser.

»Der er enkelte situationer, som dem, vi kender fra medierne, hvor der er nogle særdeles uheldige optrin i nogle familier, som er voldsomt belastende for naboer og boligområdet i alt almindelighed. I forhold til hvad boligorganisationer hidtil har kunnet, og den langsommelighed, der har været i forskellige retsinstanser, så er det sager, der har kunnet tage flere år, hvor belastningen i boligområderne nogle gange har accelereret,« forklarer FSBs administrerende direktør.

»Vi skal passe på med at gøre det til et større problem, end det er. Men det er der, og det er måske stærkere i nogle af de store byer end andre steder. Men vi ved alle, at der er visse former for kriminalitet, som ikke kun hører til i de store byer som København og Aarhus, men er alle steder. Det er derfor, at det generelt set er en interessant dom, der falder i dag (torsdag, red.),« siger han.

Også hos det københavnske boligselskab KAB håber administrerende direktør Flemming Strøm, at dommen bliver til fordel for Brabrand Boligforening, mens familiernes forsvarer, Erik Høimark, forklarer til Gellerup.nu, at opsiges familiernes lejemål, bryder man med den europæiske menneskerettighedskonvention, fordi sønnerne allerede har afsonet deres straffe, og fordi nogle af dem er flyttet hjemmefra.

Afgørelsen falder klokken 12.

Dagens Gossip

Dagens TV