Dom i indisk voldtægtssag udskudt

Torsdag skulle den yngste af de tiltalte, som på gerningstidspunktet var 17 år, have sin dom. Men selv om sagen - hvor den tiltalte nægter sig skyldig - er færdigbehandlet, valgte dommeren af foreløbig ukendte årsager at udskyde domsafsigelsen til 25. juli. Det skriver AFP

I alt seks mænd blev anholdt for voldtægten mod en 23-årig studerende i december sidste år. Gruppevoldtægten fandt sted i en bus, mens den kørte rundt i New Delhi med den 23-årige kvindes kæreste og seks mænd, der ifølge anklagerne alle forbrød sig mod den unge kvinde og gennemtæskede kæresten, indtil parret til sidst blev smidt af i vejsiden.

Kæresten overlevede, mens kvinden tre uger efter voldtægten døde af sine omfattende kvæstelser på et hospital i Singapore.

Gruppevoldtægten satte fokus på et omsiggribende men tabubelagt problem i Indien. Sagen er blevet fulgt af internationale medier, mens den 23-årige kvinde er blevet et ikon blandt indiske kvinder og deres kamp for lige rettigheder.

Voldtægtens grovhed chokerede inderne, og satte skub i etableringen af særlige ungdomsdomstole, til at tage sig af mindreårige kriminelle, og det er ved en sådan, at den yngste af de tiltalte får sin dom.

På grund af hans unge alder kan den tiltalte maksimalt få tre års indespærring på en opdragelsesanstalt, men sagen har også rejst krav om nedsætte aldersgrænsen til 16 år for, hvornår unge kan dømmes efter den almindelige straffelov.

En af de seks mænd, der blev fængslet og anklaget efter voldtægten, begik selvmord i fængslet under noget mystiske omstændigheder, mens andre er blevet udsat for mishandling fra deres medindsatte.

Straframmen for de øvrige fire går helt op til dødsstraf.

Dagens Gossip