Dom i sag mod amerikansk whistleblower ventes tirsdag

Den amerikanske militærdommer Denise Lind vil efter planen afsige dom i sagen tirsdag klokken 13 lokal tid, skriver Al Jazeera.

Den 25-årige soldat og whistleblower blev i 2010 arresteret i Irak for at have videregivet fortroligt materiale til organisationen WikiLeaks om blandt andet den amerikanske krigsindsats i Irak og Afghanistan samt dokumenter, som indgående beskriver det amerikanske verdensomspændende diplomati.

Lækagen bliver betegnet som den mest omfattende af sin slags i amerikansk historie og omfatter mere end 700.000 dokumenter og videoer.

Bradley Manning har erkendt dokumentlækagen, men nægter sig skyldig i andre sigtelser - blandt andet har han nægtet sig skyldig i bevidst at have hjulpet fjenden ved at lække dokumenterne. Bliver Bradley Manning kendt skyldig i denne sigtelse, der er den mest alvorlige i sagen mod ham, kan han blive idømt fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse, skriver Al Jazeera.

I sine afsluttende argumenter har Mannings forsvarsadvokat David Coombs lagt vægt på, at den sigtede ikke er en forræder, men snarere en ung og naiv whistleblower, der ønskede at fremme den offentlige debat om amerikansk udenrigspolitik.

Anklagemyndigheden insisterer derimod på, at Manning hensynsløst forrådte sin uniform og sit land ved at lække dokumenter, han ifølge anklagemyndigheden vidste, at fjender som Al-Qaeda ville se og bruge.

Strafudmålingen kan ifølge Al Jazeera begynde allerede onsdag.

BNB

Dagens Gossip