Dom over drabstiltalt nordmand i Congo udsat igen

Skrevet af admin

14/02/2014

Dagens topnyheder

Dommeren i drabssagen mod nordmanden Joshua French vil ikke afsige dom, før lægerne bag en helbredsrapport på nordmanden har forklaret sig. Og det vil først ske mandag, skriver det norske nyhedsbureau NTB, der er til stede ved retssagen.

Dermed er domsafsigelsen udsat endnu engang.

Det var ventet, at der fredag ville falde dom over Joshua French, som ved en militærdomstol i Den Demokratiske Republik Congo er tiltalt for at have dræbt sin landsmand og kammerat Tjostolv Moland i et fængsel i hovedstaden Kinshasa i august i fjor.

Domsafsigelsen skulle i første omgang have fundet sted tirsdag, men en rapport fra to norske læger blev uventet lagt frem i retten samme dag.

Rapporten er skrevet af to norske læger, der undersøgte French i januar. De konkluderer, at han er svært påvirket af stress, og at han er i en "meget sårbar situation".

Både anklager Katenda Nkulu og Frenchs forsvarer Mulia Mwila udtalte fredag, at retten burde afsige dommen og tage stilling til spørgsmålet om hans tilstand senere.

- Med mindre rapporten siger, at Frenchs tilstand var årsagen til hans kriminelle opførsel, at han er utilregnelig, så er det bare at læse domsafsigelsen op, siger anklager Nkulu.

Men dommeren afgjorde altså, at rapporten kan have betydning for, hvordan man skal forholde sig til nordmandens forklaring.

Joshua French og Tjostolv Moland blev anholdt i 2009, efter at deres chauffør blev fundet dræbt, og de blev siden dømt til døden ved tre retsinstanser i DR Congo.

Moland blev i august sidste år fundet død i fængselscellen, som han delte med French.

Congolesisk politi har tidligere sagt, at han tog sit eget liv, men i december sidste år valgte congolesisk politi - til det norske kriminalpoliti, Kripos', store overraskelse - at tiltale Joshua French for mordet.

/ritzau/NTB