Dom over Putin-kritiker fremrykkes til årets koldeste dag

En domstol i Ruslands hovedstad, Moskva, har mandag fremrykket domsafsigelsen i sagen mod den Putin-kritiske oppositionsleder og advokat Aleksej Navalnij, der sammen med sin bror er tiltalt for svindel i millionklassen.

Egentlig skulle dommen efter planen først afsiges 15. januar, men i stedet falder afgørelsen i retssagen allerede tirsdag i Moskva. Det skriver Navalnij selv på sin blog.

Den pludselige datoændring betyder, at Aleksej Navalnij risikerer en dom på ni års fængsel kort før nytår, hvor mange moskovitter er bortrejst eller hos familien i andre dele af landet.

Tirsdag ventes også at blive den koldeste dag i hele 2014 i Moskva med temperaturer på omkring 15 frostgrader.

Ifølge Navalnijs støtter står regeringen bag datoændringen for at undgå en stor demonstration, der var planlagt til fordel for Navalnij i hovedstaden 15. januar.

Demonstrationen er nu blevet flyttet til tirsdag aften, men myndighederne har endnu ikke givet grønt lys til, at Navalnijs tilhængere må demonstrere.

Den planlagte demonstration næste måned så ud til at blive den største demonstration imod præsident Putins styre, siden Rusland og Vesten kom på konfrontationskurs, efter at Rusland i februar annekterede Krim-halvøen i Ukraine.

38-årige Aleksej Navalnij blev et kendt ansigt i Rusland under regeringskritiske demonstrationer i 2011 og 2012.

Han er sammen med sin bror, Oleg, anklaget for at bedrage det franske kosmetikfirma Yves Rocher for 27 millioner rubler, hvilket på daværende tidspunkt svarede til mere end tre millioner kroner.

Yves Rocher har tidligere afvist, at virksomheden skulle have været offer for svindel begået af Navalnij.

Den Putin-kritiske advokat, som sidste år fik 27 procent af stemmerne ved et borgmestervalg i Moskva, har blæst til kamp mod korruption i Rusland og går efter at blive valgt til præsident i 2018.

Han blev sidste år idømt en betinget dom på fem års fængsel i en anden sag om tyveri af tømmer. Navalnij har hele tiden sagt, at sagerne mod ham er politisk motiverede og baseret på falske anklager.

Det ventes at tage det meste af tirsdagen, før dommen er afsagt.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip