Dom: Skænderi endte med påkørsel af menneskeflok

Skrevet af admin

15/12/2015

Mest læste i dag

En 23-årig mand er tirsdag ved Retten i Aalborg blevet idømt to års fængsel for grov vold, efter han 6. september i år kørte sin bil ind i en menneskemængde og kvæstede flere personer.

- Anklagemyndigheden påstod op til to år, og han fik to år, så det er vi tilfredse med, siger anklager Rikke Poulsen til Ritzau.

Det var på grund af uenigheder mellem den dømte og nogle personer uden for beværtningen Murerens Bar i Svenstrup syd for Aalborg, at episoden fandt sted.

Noget diskussion blev til skubberi, og det hele endte så med, at den unge mand hentede sin bil og kørte ind i menneskemængden.

Flere personer kom til skade ved påkørslen. To fik rygskader, en fik brud på knæet og en anden fik to brud på anklen.

Den 23-årige havde to venner med i bilen, men de slap for tiltale efter at være blevet afhørt af politiet.

Forklaringen fra den dømte har været, at han ikke er skyldig, da det kun var hans hensigt at køre frem for at skræmme personerne.

Han har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke eller modtage dommen.

/ritzau/