Domænehaj skal aflevere domæne til Jehovas Vidner i Danmark

Comon.dk oplyser, at klagenævnet for Domænenavne netop har afgjort, at en østrigsk registrant skal overlade JehovasVidner.dk til den danske afdeling af trossamfundet.

Domænet JehovasVidner.dk blev først registreret i februar 2012, af en østrigsk registrant. Domænet var frit, fordi trossamfundet i mange år har anvendt JW.org som det officielle internethjem.

Det østrigske firma, Suchknecht GmbH, fik ikke lov til at beholde domænet, som udelukkende blev anvendt til at vise reklamer, på en statisk hjemmeside, og har hele tiden været til salg for 950 euro.

Men netop de to ting var med til at understrege, at registreringen var i strid med domænelovens paragraf 12, der indeholder et forbud mod at registrere et eller flere domænenavne - uden intentioner om at bruge dem selv - og med henblik på at sælge videre.

Oven i hatten har Suchknecht GmbH 313 andre registrerede .dk-domæner, der indeholder en del domæner med navne, der minder om andre kendte firma- og produktnavne.

Afgørelsen var med i den sidste bunke afgørelser fra Klagenævnet for Domænenavne i 2012.

Jehovas Vidner meldte sidste år ud, at der er flere digitale initiativer på vej, der skal bringe forkyndelsen ud på moderne platforme, som for eksempel iPads.

Dagens Gossip